Teamleder til dao’s kreditorafdeling
Er du klar til at stå i spidsen for et kompetent og engageret kreditor-team – og vil du være med til at præge kulturen og udvikle processerne i en økonomiafdeling i rivende udvikling? Så er det måske dig, vi søger som vores nye Kreditor Teamleder.
Bliv en del af et stærkt økonomiteam
Økonomiafdelingen er baseret i Vejle og består af 17 medarbejdere fordelt på tre teams: Afregning & Debitor, Kreditor og Business Finance. Som teamleder for kreditor bliver du en del af ledergruppen i økonomi, sammen med teamlederen for Afregning & Debitor og Head of Business Finance. Du refererer til CFO’en.
Du får det daglige ansvar for kreditor-teamet, som består af fire dygtige økonomiassistenter samt to økonomielever, der i løbet af deres elevtid roterer mellem de forskellige teams.
I Økonomi prioriterer vi både faglighed og trivsel. Du vil opleve stor fleksibilitet og et tæt samarbejde på tværs af afdelingen – med plads til humor, sparring og faglig udvikling.
Dine ansvarsområder
Som Kreditor Teamleder har du både det ledelsesmæssige ansvar for teamet og en aktiv rolle i driften. Du bliver desuden en vigtig medspiller i videreudviklingen af økonomifunktionen i tæt samarbejde med Business Finance.
Dine opgaver inkluderer bl.a.:
- Daglig ledelse og sparring med kreditor-teamet
- Bogføring af kreditorbilag, udlæg og finansomposteringer jf. gældende momsregler og retningslinjer
- Månedlige afstemninger af balancekonti, inkl. hensættelser og periodeafgrænsninger
- Administration af anlægskartotek: oprettelse, afskrivning, skrotning og salg
- Samarbejde med Afregning & Debitor-teamet om korrekt momsbehandling
- Indberetning af moms og afgifter samt rapportering til Danmarks Statistik
- Godkendelse af betalinger og bankoplysninger
- Forberedelse af regnskabsmateriale til revisor (løbende og ved årsafslutning)
- Optimering af arbejdsgange og videreudvikling af processer
- Deltagelse i implementering og videreudvikling af ERP- og fakturahåndteringssystemer (eFacto, Rillion og D365 Finance & Operations)
- Ad hoc-opgaver i samarbejde med de øvrige teams i økonomiafdelingen
Din profil
Du har en økonomisk uddannelse og mindst 5 års erfaring med kreditorbogholderi fra en større virksomhed. Du har eventuelt erfaring med ledelse – eller mod på at tage det næste skridt i din karriere.
Vi leder efter dig, der:
- Er struktureret, løsningsorienteret og inkluderende i din ledelsesstil
- Har flair for både drift og udvikling
- Trives med rutineopgaver – og samtidig er nysgerrig på nye arbejdsområder
- Bevarer overblikket i en travl hverdag og har en god fornemmelse for samarbejde og løsningsorienteret kommunikation
Vi tilbyder
Du bliver en del af en virksomhed i udvikling, hvor du får indflydelse og ansvar – og mulighed for at gøre en mærkbar forskel. Du tiltræder på et tidspunkt, hvor vi er i gang med at implementere et nyt ERP-system, hvilket giver dig en unik mulighed for at præge fremtidige arbejdsgange og løsninger.
Vi tilbyder:
- Et fagligt stærkt og uhøjtideligt arbejdsmiljø
- Gode udviklingsmuligheder – både fagligt og personligt
- En fleksibel arbejdsplads med mulighed for hjemmearbejde
- En kultur præget af samarbejde, hjælpsomhed og høj faglighed
Interesseret?
Vi holder samtaler løbende, så send din ansøgning hurtigst muligt. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Anja Godtkjær på tlf. +45 20 98 35 64 eller e-mail ago@dao.as.
Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge – uanset alder, køn, etnicitet, seksuel orientering, politisk overbevisning eller kulturel baggrund.